Projektet ”Traces of Time” arbejdede med flere medier som er et kendetegn for lydkunsten. Lydkunst har en mangfoldighed af indgange til at arbejde med lyd som æstetisk materiale. Den er opstået igennem andre medier og ligeledes opstår projektet gennem krydsningen af forskellige medier som jeg vælger at bruge til at udtrykke mig igennem.
Lydkunsten er et område af samtidskunsten, som udfordrer og udfolder sig i skæringspunktet mellem de traditionelle kunstarter. Forskellige medier og teknologier anvendes og nye æstetiske udtryk tager form. Der er en stigende interesse for lydkunst som æstetisk udfoldelsesområde.
Tankerne bag ”Traces of Time” var at skabe en ny og anderledes erfaring for de besøgende i deres oplevelse af naturen. En del af projektet var en audiowalk. Jeg opdagede muligheden for at placere lytteren i live aktion i virkeligheden og samtidig påvirke lytterens virkelighed ved skabelsen af nye lydrum.
Den binaurale optageteknik gav mig muligheden for at sidestillede mine konstruerede magisk realistiske universer med virkelighedens lyde, og lade tilfældet spille med i form af virkelighedens lyde på det givne tidspunkt man var på audiowalken.
Hvordan er virkelighedens lyde/reallyde der er mit materiale i ”Traces of Time” egentlig tænkt i lydhistorien?
Mest banebrydende af den konceptuelle og teoretiske ramme i lydkunsten i forhold til brugen af reallyde er den franske ingeniør og radiotekniker Pierre Schaeffer (1910-1995) som i 1940’erne introduceredeMusique Concrète. Hér er udgangspunktet optagelser af konkrete hverdagslyde, som herefter manipuleres elektronisk. Musikken skabes gennemeksperimenter med det optagede lydmateriale indtil en form er nået. For Schaeffer var disse lydeksperimenter udtryk for en opfattelse af samtiden som en forvirret og støjende tid. Han udtrykker selv:
”Vor tid er fyldt med brutalitet, med vold, med et rasende tempo – lad derfor også musikken indeholde disse elementer”
Min æstetiske overvejelse i forhold til lydeksperimenter:
“At forske og eksperimentere med lyd er for mig en meditativ proces af at forstå. Mine ører er evige mikrofoner der registrerer og lagrer lyde ind i mit psykiske lydlandskab. At optage virkeligheden giver mig en større og dybere tilstedeværelse af den. Min recorder forstærker ikke kun lyde, men også stemninger og alle mine sanser åbnes og virkelighedens lyde bliver til magiske texturer og levende organismer. I genhøret med de optagne lyde husker jeg stemninger og sanseindtryk fx. hvordan jeg var placeret i forhold til det optagne, farverne omkring mig osv. Som en lydfotograf tager jeg et udsnit af virkeligheden og gør den til min egen ved at viser den i nye farver, sammensætninger og filtreringer"
Princippet bag Schaeffers musik er ganske simpelt. Med mikrofon og båndoptager optages virkelighedens lyde for siden i studiet at blive bearbejdet elektronisk.
Ved hjælp af studiets teknologi er det f.eks. muligt at gengive de optagne lyde baglæns, at variere hastighederne i afspilningerne, at klippe i båndstrimlerne og sætte dem sammen igen i nye rækkefølger eller at lave båndsløjfer (loops), hvor enderne på et stykke bånd tapes sammen til et lukket kredsløb, der så kører i ring, således at lyden gentages igen og igen.
I 1948 skabte han sine første konkrete værker, bl.a. Etude aux Chemins de Fer. Etude Aux Chemins De Fer.mp3
Lydmaterialet til "Etude aux Chemins de Fer" består udelukkende af reallyde fra forskellige tog, der enten sætter i gang, accelererer eller kører med konstant hastighed. Schaeffer benytter togenes lyde, som var de musikalske sekvenser, de enkelte lyde klippes op og sættes sammen i rytmiske strukturer, og hvad der før var lyde af forskellige tog, bliver nu til en musikalsk collage af virkelighedens lyde.
Her følger en beskrivelse af lydmaterialet og starten på min audiwalk “Traces of Time”
'Bestående af reallydoptagelser af stærk vind, et knirkende skib, blafrende sejl, skibstuden, stormfulde bølger og en indre stemme udforskes nærhed og flygtighed. Verden der skildres indeholder en afventen, længselfuld, mystisk og intens stemning, og dog alligevel tæt på virkeligheden.'
Mest banebrydende af den konceptuelle og teoretiske ramme i lydkunsten i forhold til brugen af reallyde er den franske ingeniør og radiotekniker Pierre Schaeffer (1910-1995) som i 1940’erne introduceredeMusique Concrète. Hér er udgangspunktet optagelser af konkrete hverdagslyde, som herefter manipuleres elektronisk. Musikken skabes gennemeksperimenter med det optagede lydmateriale indtil en form er nået. For Schaeffer var disse lydeksperimenter udtryk for en opfattelse af samtiden som en forvirret og støjende tid. Han udtrykker selv:
”Vor tid er fyldt med brutalitet, med vold, med et rasende tempo – lad derfor også musikken indeholde disse elementer”
Min æstetiske overvejelse i forhold til lydeksperimenter:
“At forske og eksperimentere med lyd er for mig en meditativ proces af at forstå. Mine ører er evige mikrofoner der registrerer og lagrer lyde ind i mit psykiske lydlandskab. At optage virkeligheden giver mig en større og dybere tilstedeværelse af den. Min recorder forstærker ikke kun lyde, men også stemninger og alle mine sanser åbnes og virkelighedens lyde bliver til magiske texturer og levende organismer. I genhøret med de optagne lyde husker jeg stemninger og sanseindtryk fx. hvordan jeg var placeret i forhold til det optagne, farverne omkring mig osv. Som en lydfotograf tager jeg et udsnit af virkeligheden og gør den til min egen ved at viser den i nye farver, sammensætninger og filtreringer"
Princippet bag Schaeffers musik er ganske simpelt. Med mikrofon og båndoptager optages virkelighedens lyde for siden i studiet at blive bearbejdet elektronisk.
Ved hjælp af studiets teknologi er det f.eks. muligt at gengive de optagne lyde baglæns, at variere hastighederne i afspilningerne, at klippe i båndstrimlerne og sætte dem sammen igen i nye rækkefølger eller at lave båndsløjfer (loops), hvor enderne på et stykke bånd tapes sammen til et lukket kredsløb, der så kører i ring, således at lyden gentages igen og igen.
I 1948 skabte han sine første konkrete værker, bl.a. Etude aux Chemins de Fer. Etude Aux Chemins De Fer.mp3
Lydmaterialet til "Etude aux Chemins de Fer" består udelukkende af reallyde fra forskellige tog, der enten sætter i gang, accelererer eller kører med konstant hastighed. Schaeffer benytter togenes lyde, som var de musikalske sekvenser, de enkelte lyde klippes op og sættes sammen i rytmiske strukturer, og hvad der før var lyde af forskellige tog, bliver nu til en musikalsk collage af virkelighedens lyde.
Her følger en beskrivelse af lydmaterialet og starten på min audiwalk “Traces of Time”
'Bestående af reallydoptagelser af stærk vind, et knirkende skib, blafrende sejl, skibstuden, stormfulde bølger og en indre stemme udforskes nærhed og flygtighed. Verden der skildres indeholder en afventen, længselfuld, mystisk og intens stemning, og dog alligevel tæt på virkeligheden.'
Jeg arbejdede med audiowalken som en film ved et skrive et manuskript, hvor en indre stemme bliver en skjult instruktør i færd med at fortælle eller instruere lytteren. I forhold til lydsiden tog jeg det konkrete greb at analysere filmmediets forskellige klippeteknikker og overføre dem til klipning af audiowalken . Derudover blandede jeg filmens virkemidler med lytterens live interaktion.
Begrebet hørefilm som opstod i 1930 i lydhistorien ser jeg som en inspiration til audiowalkens udtryk.
Allerede i 1916 var der, inspireret af filmmediet, en tale om begreber som ”radiofilm” og ”akustisk film”. Senere da det var teknisk muligt overførte man filmens montage til et af lydkunstens områder. Allerede før spolebåndoptageren eksisterede eksperimenterede man med lyd på bånd. Filmmanden Walther Ruttmann producerede i Berlin i 1930 lydmontagen ”Weekend”Weekend.mp3og dette er et af de tidligst bevarede eksempler på en lydmontage. Hér starter udforskningen af æstetikken og de tekniske muligheder i arbejdet med det tidsbaserede medie. Han overførte stumfilmens klippe- og montageteknikker til det lydlige medium som en såkaldt høremontage. Ruttmann kalder selv sit værk ”Weekend” for en hørefilm (Hörfilm), da den for det første er optaget på lydsporet af en filmstrimmel, og for det andet i sit udtryk udpræget ligner samtidens filmiske montage.
”Weekend” kan beskrives som en ”film”, der beskriver en række situationer fra en weekend kortet ned til få minutter, dog uden ledsagende billeder. Det er en lydmontage af hverdagslyde som fabrikslyde, bystøj, salmesang og tale, hvor montagen i sin helhed danner en handling, der spænder over en weekend. Walther Ruttmanns anvendelse af filmprojektoren foregriber den måde hvorpå spolebåndoptageren i Musique Concrète ca. 15 år senere får betydning.
Begrebet hørefilm som opstod i 1930 i lydhistorien ser jeg som en inspiration til audiowalkens udtryk.
Allerede i 1916 var der, inspireret af filmmediet, en tale om begreber som ”radiofilm” og ”akustisk film”. Senere da det var teknisk muligt overførte man filmens montage til et af lydkunstens områder. Allerede før spolebåndoptageren eksisterede eksperimenterede man med lyd på bånd. Filmmanden Walther Ruttmann producerede i Berlin i 1930 lydmontagen ”Weekend”Weekend.mp3og dette er et af de tidligst bevarede eksempler på en lydmontage. Hér starter udforskningen af æstetikken og de tekniske muligheder i arbejdet med det tidsbaserede medie. Han overførte stumfilmens klippe- og montageteknikker til det lydlige medium som en såkaldt høremontage. Ruttmann kalder selv sit værk ”Weekend” for en hørefilm (Hörfilm), da den for det første er optaget på lydsporet af en filmstrimmel, og for det andet i sit udtryk udpræget ligner samtidens filmiske montage.
”Weekend” kan beskrives som en ”film”, der beskriver en række situationer fra en weekend kortet ned til få minutter, dog uden ledsagende billeder. Det er en lydmontage af hverdagslyde som fabrikslyde, bystøj, salmesang og tale, hvor montagen i sin helhed danner en handling, der spænder over en weekend. Walther Ruttmanns anvendelse af filmprojektoren foregriber den måde hvorpå spolebåndoptageren i Musique Concrète ca. 15 år senere får betydning.
For at vende tilbage til audiowalken i ”Traces of Time” så var det en slags pilgrimsvandring på stranden. Den koncentrerede sig om det omkringliggende strandområde, vores sanser i forhold til naturen og vejrelementerne, vores opfattelse af tid, blandede virkeligheder, formationerne i naturen fx sand, skyer, vand osv. som medfører minder og associationer. Audiowalken var en rejse som prøvede at opløse det travle menneske fra tidsbegrebet og sætte det i sansende og reflekterende tilstande. Audiowalken var interaktiv på den måde at udover at gå rundt og lytte blev man bedt om at udføre nogle handlinger fx. i et telt skal man tilfældigt slå op på en side og vælge et ord. Efterfølgende skal du rive siden ud af bogen og beholde den. Senere finder du en plastisk pose med et kamera og en kuvert som fortæller dig hvordan du folder en papirbåd som du bliver bedt om at tage et billede af. Ordet du valgte fra bogen bliver brugt senere hen på projektets hjemmeside til et forme et digt sammensat af de andre audiowalk deltageres ord. Derved skabes et collagedigt i fællesskab.
At lave collage tekster var meget brugt i dadaismen (1916-1920). En bevægelse som er kendt for at dyrkede det meningsløse og tilfældige i protest mod alle bestående sociale og æstetiske normer.
Kurt Schwittersudviklede i perioden 1922-32 UrsonateUrsonate.mp3som er et af de første eksempler et lyddigte. Ursonaten er 40 minuttersuforståeligheder. Schwitters har selv opfundet sproget, og værket er én lang rablen, komponeret som en sonate. Den tyske maler, billedhugger, arkitekt, typograf og redaktør Kurt Schwitters (1887-1948) er en af de vigtigste igangsættere af dette århundredes intermedie-kunst.
Andre dele af ”Traces of Time” var at skabe nye happenings hver dag placeret i naturen fx. Lydskulpturer skabt af affald fundet på stranden. En lydinstallation sat op på det offentlige toilet.Performances på stranden som involverede de besøgende. I hele dette projekts ånd er mange tråde at føre til lydhistorien.
Ligesom med dadaismen, var 1960’ernes Fluxus-bevægelse i opposition til det pæne borgerskab. Fluxus-kunstnerne udførte i endnu højere grad end dadaisterne, spektakulære happenings. Man ville sløre linien mellem publikum og performer, og mellem performance og virkelighed. Men frem for alt ville man gøre op med det finkulturelle element i al seriøs kunst og musik. Man arbejdede overvejende med happening/events/performance, der inddragede eller aktiverede publikum.Fluxus Festival Amsterdam.mp3Fluxus tog fart op gennem 1960’erne, og vakte også opsigt fordi man blandede kunstarterne. Især brugen af moderne medier var noget helt nyt. Inspirationen til fluxus siges at stamme fra John Cage virke. Fluxus opstod med den litauisk-amerikanske kunstner George Maciunas, men bevægelsen skød op samtidig flere steder i den vestlige verden. Navne som Nam June Paik, John Cage, Yoko One, Dick Higgins og Joseph Beuys er nogle af de mest kendte internationale fluxus-kunstnere.
I Danmark var det kunstnere som blandt andre Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Asger Jorn og Knud Petersen, der skabte fluxus. Arthur Köpcke åbnede sit galleri i Nikolaj Kirke, og her var der mulighed for at blive chokeret. Da man inviterede musikeren Nam June Paik til Danmark i 1961, og arrangerede en koncert på kunstmuseet Louisiana blev et sort opretstående klaver udsat for en massakre uden lige. Det repræsenterede finkulturen, og led en lang og smertefuld død. En anmelder hæftede sig ved følgende:
"Først oplæste man et manifest, derpå gik Nam June Paik i gang med at stege et spejlæg som blev klasket op på Louisianas smukke væg. Adskillige højttalere akkompagnerede med et øredøvende spetakel. Paiks vilde hyl skar igennem larmen, han sparkede til det gamle klaver, slog søm i det, rev og flåede i strengene, og tilsidst væltede han klaveret med et øredøvende brag. Så fór han ned gennem lokalet og de tætpakkede rækker, begyndte at hælde sæbespåner ud over Hans Georg Lenz fra Information. Slipset blev skåret i stykker og Paik flåede skjorten af Lenz. Så smed han bønner ud over publikum, og mel ud over sig selv. Stillede sig op på en stol og agerede druknende med høje guglelyde. Stak i et hvin og forsvandt ned i en tønde med vand. Kun langsomt, under åndeløs stilhed, dukkede han op som en sælhund, spiste noget af sin sok, hvorpå han kom op, bukkede og takkede, og forsvandt ..."
At lave collage tekster var meget brugt i dadaismen (1916-1920). En bevægelse som er kendt for at dyrkede det meningsløse og tilfældige i protest mod alle bestående sociale og æstetiske normer.
Kurt Schwittersudviklede i perioden 1922-32 UrsonateUrsonate.mp3som er et af de første eksempler et lyddigte. Ursonaten er 40 minuttersuforståeligheder. Schwitters har selv opfundet sproget, og værket er én lang rablen, komponeret som en sonate. Den tyske maler, billedhugger, arkitekt, typograf og redaktør Kurt Schwitters (1887-1948) er en af de vigtigste igangsættere af dette århundredes intermedie-kunst.
Andre dele af ”Traces of Time” var at skabe nye happenings hver dag placeret i naturen fx. Lydskulpturer skabt af affald fundet på stranden. En lydinstallation sat op på det offentlige toilet.Performances på stranden som involverede de besøgende. I hele dette projekts ånd er mange tråde at føre til lydhistorien.
Ligesom med dadaismen, var 1960’ernes Fluxus-bevægelse i opposition til det pæne borgerskab. Fluxus-kunstnerne udførte i endnu højere grad end dadaisterne, spektakulære happenings. Man ville sløre linien mellem publikum og performer, og mellem performance og virkelighed. Men frem for alt ville man gøre op med det finkulturelle element i al seriøs kunst og musik. Man arbejdede overvejende med happening/events/performance, der inddragede eller aktiverede publikum.Fluxus Festival Amsterdam.mp3Fluxus tog fart op gennem 1960’erne, og vakte også opsigt fordi man blandede kunstarterne. Især brugen af moderne medier var noget helt nyt. Inspirationen til fluxus siges at stamme fra John Cage virke. Fluxus opstod med den litauisk-amerikanske kunstner George Maciunas, men bevægelsen skød op samtidig flere steder i den vestlige verden. Navne som Nam June Paik, John Cage, Yoko One, Dick Higgins og Joseph Beuys er nogle af de mest kendte internationale fluxus-kunstnere.
I Danmark var det kunstnere som blandt andre Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Asger Jorn og Knud Petersen, der skabte fluxus. Arthur Köpcke åbnede sit galleri i Nikolaj Kirke, og her var der mulighed for at blive chokeret. Da man inviterede musikeren Nam June Paik til Danmark i 1961, og arrangerede en koncert på kunstmuseet Louisiana blev et sort opretstående klaver udsat for en massakre uden lige. Det repræsenterede finkulturen, og led en lang og smertefuld død. En anmelder hæftede sig ved følgende:
"Først oplæste man et manifest, derpå gik Nam June Paik i gang med at stege et spejlæg som blev klasket op på Louisianas smukke væg. Adskillige højttalere akkompagnerede med et øredøvende spetakel. Paiks vilde hyl skar igennem larmen, han sparkede til det gamle klaver, slog søm i det, rev og flåede i strengene, og tilsidst væltede han klaveret med et øredøvende brag. Så fór han ned gennem lokalet og de tætpakkede rækker, begyndte at hælde sæbespåner ud over Hans Georg Lenz fra Information. Slipset blev skåret i stykker og Paik flåede skjorten af Lenz. Så smed han bønner ud over publikum, og mel ud over sig selv. Stillede sig op på en stol og agerede druknende med høje guglelyde. Stak i et hvin og forsvandt ned i en tønde med vand. Kun langsomt, under åndeløs stilhed, dukkede han op som en sælhund, spiste noget af sin sok, hvorpå han kom op, bukkede og takkede, og forsvandt ..."
Mange af de tidligere opstående ismer og bevægelser igennem historien har været direkte opbrud med deres samtid og politiske ideologier har præget kunsten og lydkunsten. Jeg har selv mine egne tanker omkring samfundet og værdier, men jeg forholder mig aldrig direkte politisk i mine budskaber. Jeg er mere inde og undersøge selve menneskets kerne og hvis jeg derfra kan bevæge tror jeg på at det vil brede sig videre ud fra den indre til den ydre verden.
I forhold til lydhistorien ser jeg aspekter i forhold til tidligere kunstneres gøren og udvikling, og bruger dette som inspiration. Jeg ønsker at forholde mig og lære af disse til at udvikle nye måder hvorpå jeg kan blande medierne.
At arbejde 3 dimensionelt via den binaurale optageteknik giver mig muligheden for direkte at påvirke menneskets urinstinkt i forhold til overlevelse og orientering. At røre ved noget så fundamentalt i os mennesker finder jeg meget interessant at udforske og udfordre.. Vi er til dagligt styret af vores sind og sanserne træder hurtigt i baggrunden for vores analyser og tanker. Ved at forskyde sanserne mellem vores syn og hørelse føler vi os pludseligt sårbare.
Mit udgangspunkt i ”Traces of Time” var at skabe en ny og anderledes erfaring for de besøgende i deres oplevelse af naturen i form af en pilgrimsvandring på stranden.
Jeg håber at jeg gennem min brug af virkelighedens lyde bevæger lytterne igennem deres egne lydlandskaber og at deres sanser påny åbnes for den synlige virkelighed.
I forhold til lydhistorien ser jeg aspekter i forhold til tidligere kunstneres gøren og udvikling, og bruger dette som inspiration. Jeg ønsker at forholde mig og lære af disse til at udvikle nye måder hvorpå jeg kan blande medierne.
At arbejde 3 dimensionelt via den binaurale optageteknik giver mig muligheden for direkte at påvirke menneskets urinstinkt i forhold til overlevelse og orientering. At røre ved noget så fundamentalt i os mennesker finder jeg meget interessant at udforske og udfordre.. Vi er til dagligt styret af vores sind og sanserne træder hurtigt i baggrunden for vores analyser og tanker. Ved at forskyde sanserne mellem vores syn og hørelse føler vi os pludseligt sårbare.
Mit udgangspunkt i ”Traces of Time” var at skabe en ny og anderledes erfaring for de besøgende i deres oplevelse af naturen i form af en pilgrimsvandring på stranden.
Jeg håber at jeg gennem min brug af virkelighedens lyde bevæger lytterne igennem deres egne lydlandskaber og at deres sanser påny åbnes for den synlige virkelighed.
Posts
0 comments:
Post a Comment